Jeg kommer ikke udenom min fortid med sten, krystaller og perler. Jeg har altid, lige siden min tidlige barndom, elsket at røre, føle, mærke og se på skønne smykker. Perler i alle afstøbninger. Det værdste man kunne gøre ved mig, var at sige: Nok se men ikke røre. Det skyldes, at jeg altid har skulle se med mine fingre og hænder - mærke at nogen perler er bløde, andre hårde, nogle varme..andre kolde, nogen med kringelkroge, andre glatte osv. osv.
For omkring 15 år siden begyndte jeg at købe perler, når jeg var på ferie. Det var mine souvenirers. Hvis jeg ved et tilfælde kom forbi en butik, hvor man solgte perler, som man kunne købe for at lave sine egne smykker, købte jeg perler som souvenirers. Mit minde fra min ferie kunne man også godt sige. Jeg kunne bruge timer i disse butikker, og mine fingre og øjne kunne ikke få nok, men jeg kunne jo ikke købe det hele med mig (selvom det var mit ønske) så jeg måtte vælge, og det var svært.
Allerede tidligt i den periode bestemte jeg mig for at at min samling skulle bestå af mange forskellige skønheder, men ALDRIG perler lavet af plastic. Der findes så uendelig mange plasticperler i denne verden, men de skulle/ skal ikke være en del af min samling. Det var rigtig vigtigt for mig, at jeg fik at vide, hvad jeg købte; f.eks. Russisk serpentine, grøn Granat m.fl. Den gang kendte jeg ikke navnene, men det gør jeg i dag.
Efterhånden havde jeg købt og samlet en masse: Faktisk så mange, at jeg måtte investere i fine beholdere til at opbevare mine skatte i. Og skatte var/ er det. Jeg pyntede glas med stearinlys og lagde en gruppe af perler ved, så de rigtig kunne blive oplyst fra alle vinkler og kanter. Jeg lavede fine arragementer foran spejle, så perlerne kunne gøre sig godt for øjet forskellige steder i mit hjem.
Dette forgik i nogle år lige indtil min mand sagde noget i stil med: " Lone, synes du ikke snart at du har perler nok? Hvad skal du bruge dem til? Skal du ikke snart lave noget med alle de perler, du har snart en million"
Det ramte plet.
Jeg tænkte over disse ord i flere uger, Hmmm måske havde han ret ! Jeg havde jo rigtig mange perler. Hvorfor blev jeg ved, hvorfor lavede jeg ikke nogle smykker af perlerne. - Noget nyt og meget spændende var tændt i mig.
Jeg skaffede nogle øskner, låse, klemøjer, smykkewire og lidt værktøj - og nu kunne jeg gå i gang. Mine første spæde forsøg var intet mindre end ynkelige. Fra at sidde med en håndfuld fuldstændig fantastiske perler mellem sine hænder, til at putte dem på snor, var ikke let - især ikke når selvtilliden ikke var i top.
Min elskede svigerfar lavede en slags bakke til mig, en plade af træ, men en ca. 1 cm. høj kant hele vejen rundt. Den kunne sættes på et bord eller ligge på mine ben alt efter, hvor jeg sad, så perlerne ikke kunne trille af. Jeg lagde et fint klæde på bakken og lagde små grupper af perler på pladen, så jeg kunne se alle farverne på en gang. Det viste sig at være et fantastisk arbejdsredskab. Jeg bruger stadig bakken, når jeg laver smykker.
 |
| Lones Elskede Turkiskæde |
Jeg kunne bruge timevis på at finde de rigtige farver, der skulle passe sammen, så mine øjne var tilfredse. Men det gjorde ingen ting - tværtimod - jeg sad jo og arbejdede med noget smukt.
Mine første forsøg var mine 3i1 og 5i1 kæder (som jeg iøvrigt stadig laver) Hvor jeg puttede grønlandske perler (små glasperler) på et stykke af wiren, herefter en gruppe af en anden slags perler f.eks. ferskvandsperler, så igen grønlandske perler i en anden farve - en ny klump perler f.eks. onyx, nu flere grønlandske perler osv. Når wiren med perler var lang nok, lavede jeg en ny på samme vis, mens klumperne af de andre perler blev forskubbet lidt. Den tredje wire lavede jeg på samme måde. Slutteligt satte jeg lås og øsken på og 3i1 kæden var født.
Disse kæder lavede jeg nok omkring 20-25 forskellige af, i forskellige farver, som klædte hinanden hver især, set med mine øjne. Feks. turkis, grøn,sort og med kun en enkelt lille bitte orange perler - bare som et tvist i kæden. Og så mente jeg, at nu måtte jeg forny mig, ellers ville det gå hen og blive kedeligt. Jeg tog en dyb indånding, tog den store chance og havde smykkerne med på mit arbejde, for at høre mine kollegaer om de mente, at jeg skulle stoppe med det samme eller fortsætte projektet "Lone laver smykker"
Til min store glæde og overraskelse fik jeg megen ros af kollegaerne, og flere ville faktisk købe af mig. Jeg harvde jo ikke tænkt så langt, at mine smykker kunne sælges, så jeg blev ret overrumplet, men på den fede måde.
Nu fik jeg blod på tanden. Alle de penge jeg havde fået i hånden for kæderne, gik fuldstændig ubeskåret til nye fund af perler. Jeg lagde dem i en ganske særlig pung, så jeg havde noget at købe for, når jeg igen mødte en perlebutik på min vej.
Jeg fandt også ud af flere ting om mine smykker over den næste tid, nemlig:
Jeg vil kun lave en af hver. Jeg ville sagtens kunne bruge de samme slags sten igen, men aldrig lave den samme kombination. Ganske simpelt fordi; tænk engang at bære en halskæde velvidende, at den halskæde er den eneste af slagsen i hele verden. Uha... den tanke kan jeg godt lide, og tænker, at det er jeg nok ikke ene om at mene.
Gennem min tid med smykker, er jeg mange gang blevet spurgt, hvorfor jeg ikke laver det eller det eller.... Altså følger moden. F.eks. var der for nogle år siden rigtig moderne med en lædersnor med en enkelt perle på. Her var jeg helt sikker. Ingen interesse fra min side. Fornøjelsen ville være helt væk, for mig, ved at lave sådan et smykke. Den eneste udfordring ville være at finde den ene perle, sætte den på en lædersnor og binde en knude. Det er slet ikke derfor jeg laver smykker. For mig er det ikke det at tjene penge, der gør at jeg laver smykker. Det er simpelthen, fordi jeg ikke kan lade være. De beskrevne moderne snore er super flotte, men bare ikke en del af mit koncept.
Sidste sommer forsøgte jeg alligevel at følge moden ved at købe blå perler. Jeg købte Lapis Lazuli og Sodalit i større mængder. Jeg lavede 5 blå kæder og tænkte, at nu følger jeg da med tiden- men nej! Den eneste farve jeg ikke solgte den sommer var blå.
Her tog jeg den endelige beslutning: Jeg følger ikke moden. Jeg følger mit hjerte. Jeg laver smykker, som jeg synes er smukke, og ikke hvad jeg tror andre synes er smukt. Den beslutning er god for mig - sådan er det, og sådan bliver det ved at være.
Efter jeg har taget den beslutning, har jeg solgt en del blå kæder. Nu bruger jeg andre and blå perler i mine kæder. Jeg putter f.eks. Dalmatinjaspis, Onyx, Lava og sølvperler i for at krydre kæden med personlighed.
Tilbage til min historie.
Så kom internettet også til mig. Åhhhh alle de timer jeg har siddet og drømt og ønsket, at jeg var lige der, hvor alle disse skønheder fandtes. Her kan Funky Beads nævnes som en af mine fortrukne drømmestunder. Jamen det er ubeskriveligt så vidunderligt det var/ er at sidde og drømme og den næste undværlige perle til min samling.
Jeg købte mig fattig i perler. Safir, Smaragd, alverdenes Jaspis, Tourmalin. Aquamarin, sølv osv. osv. osv. Hver gang jeg modtog en lille pakke med skatte, fik jeg ny energi til at lave nye og spændende kæder, armbånd og øreringe.
Jeg husker især en sommer på Fyn. Vi havde lejet et sommerhus, med en skøn frugthave. Lige bag os lå der kornmarker, og lige foran os var havet. Skønnere kan det ikke være i mit univers.
Vi satte et bord lige under æbletræerne, en god kande kaffe, et glas rødvin, masser af perler og så lille mig.
 |
| Lone under æbletræerne i gang med Æblekæden |
Den kæde kunne jeg ikke skille mig af med, da den indeholder meget symbolik for mig, på mig og på min lykke. Denne sommer blev også kirsebærkæden lavet; med tilhørende armbånd og øreringe.
Da vi kom hjem fra ferien, kom jeg i tanke om at jeg jo manglede at lave Havkæden. Vi havede ikke sat bordet i vanden, med mig foran, så jeg kunne lave den kæde, så det må ligge til anden god gang. Vi skal også besøge Fyn denne sommer, dog et andet sted, men hvem ved - måske bliver den lavet i år.
 |
| Kornkæden bliver til midt i kornmarken |
I dag følger det mig stadig. Jeg vil gerne tænke på noget specielt, når jeg jeg laver en kæde. Det bedste er dog, hvis jeg har det liggende lige foran mig som oplevelse med æbletræet.
Jeg får sommetider en hel plasticpose med dameblade af en god veninde. Når der en sjælden gang er en kvinde i en kjole med flot farvesammensætning, så hiver jeg billedet ud og forsøger at finde de rigtige farver i min samling af perler, for at lave det samme farvespil. Nogen gange bliver det fantastisk og andre gange må jeg opgive for en tid, men jeg gemmer billedet til jeg igen skal på besøg hos Funky Beads.
Pt har jeg stadig et billede liggende med den skønneste farvesammensætning - beige, sart brun og pastelgul. Den gule vil ikke rigtig komme til mig. Jeg har ledt længe efter perler i den farve, men jeg kan ikke finde dem. Det er en skøn og pirrende udfordring.
Andre gange når jeg laver en kæde, sætter lås på og holder den op foran mig, dukker der et billede op på min nethinde af en speciel kvinde, jeg kender, og jeg tænker, at man skulle tro den var lavet til hende. Det er meget mystisk, når det sker, for det var ikke min hensigt, da jeg lavede kæden.
Jeg er for længe siden gået bort fra, at lave små grupper af perler på mit brædt. Nu finder jeg bare perler og ryster dem godt sammen, så de blandes. Tidligere frygtede jeg, at jeg ikke kunne finde ud af det, når de var blandet på den måde. Nu er klar over, når der ligger en Labradorit sammen med en Turkis, Toho, Lapis Lazuli, Chrysoprase. Det tager lidt længere tid at rydde dem væk, når jeg er færdig igen. Men når man blander dem sammen i en klump, opstår der et smukt inspirerede farvespil, hvor jeg kan tilføje eller fjerne en farve efter behag.
Jeg vil slutte min beretning. Det har været skønt at skrive disse ord. Jeg håber, at du kan få lidt fornøjelse af at læse dem.
Lige en sidste ting skal dog med: Rigtig god fornøjelse når du går i geng med at lave dine egne skønheder.
Venlig hilsen
Lone Bank Pedersen
Bank Design
www.bankdesign.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar